Ét er temaer og pejlemærker som overskrifter, noget andet er, hvordan de viser sig i hverdagen - overfor og sammen med børnene. Læreplanstemaerne skal derfor ikke optræde som gæster i hverdagen eller opgaver, der bliver klistret på det eksisterende institutionsliv. Læreplanstemaerne og de fem pejlemærker er en kategorisering af de mange delelementer et børneliv er bygget op af.
Derfor har Børnehuset Vestre Teglgade valgt at tage udgangspunkt i hverdagen, måden vi organiserer os på og de obligatoriske, daglige gøremål. Nedenstående oversigt er således en oversigt over hvor temaerne ”gemmer” sig og hvordan vi får dem frem i det daglige pædagogiske arbejde.
Fælles for det pædagogiske arbejde i Børnehuset Vestre Teglgade er, at vi søger en treenighed mellem Sprog, Fordybelse og Relationer, da disse tre elementer arbejder sammen med hvilke muligheder barnet har for at udvikle sig i fællesskab med andre. Der bliver derfor arbejdet med fordybelsesgrupper i både vuggestue og børnehave. Vi arbejder med faste, planlagte aktiviteter i både vuggestue og børnehave, der giver børn og personale mulighed for at mødes om ”noget” og fordybe sig over længere tid.
Uddrag af læreplanstemaet Alsidig personlig udvikling: ”Det er i samspil med omgivelserne, at børn udvikler deres personlighed. Børn spejler sig i andre børn og voksne, og trives bedst i en omverden, der er anerkendende og medlevende. Et barn skal opleve sig selv som et unikt menneske fyldt med muligheder, succesoplevelser og med betydning for andre. Trygge og udfordrende hverdagsrammer giver børn god mulighed for løbende personlig udvikling. I hverdagen skal børn have mulighed for at udforske sig selv, deres medmennesker og deres omverden. Hvis omverdenen responderer med interesse, anerkendelse og tilpasse udfordringer får børnene oplevelsen af at have betydning og oplevelsen af at høre til. Herigennem får børnene mulighed for at udforske deres egne grænser, øve sig i at sige til og fra, og på samme tid opnå større selvforståelse”.
Vægtningen mellem eget initiativ og fællesskabets kompromis i hverdagens organisering skal imødekomme barnets alsidige personlige udvikling og er derfor ikke nævnt eksplicit i nedenstående oversigt.
- Natur, udeliv og science er der mulighed for at arbejde med på den ugentlige udflugt ud af huset. Her er der mulighed for at holde øje med årstidernes skifte, finde kryb og biller osv. Vi er opmærksomme på at lokalområdet på nuværende tidspunkt ikke byder på den store biodiversitet, hvorfor vi må søge at arbejde med naturfænomener på lidt alternative måder. F.eks. ved at bruge legepladsens muligheder for beplantning af blomster og krydderurter.
- Kultur, æstetik og fællesskab afhænger af traditionelle højtider og fokus på forskelligheden i børnegruppens sammensætning. Børnehuset Vestre Teglgade har børn fra mange forskellige familier, forskellige traditioner og forskellig etnisk oprindelse. Der er derfor mange muligheder for at arbejde med forskellige udtryk og indtryk. Dette vil typisk blive udnyttet i fordybelsesgrupperne om formiddagen.
- Kommunikation og sprog opstår hele tiden, men behøver særlig opmærksomhed, hvis det skal udvikle sig, så barnet bliver god til at benytte sproget som et kommunikativt værktøj til at indgå i relation med andre. Derfor er børnene samlet hver dag, hvor der er mulighed for at øve sprog via sang, fagter eller anden kropslig udfoldelse og fortællinger fra hverdagen. Vi øver også sprog, når vi sidder ved måltidet og deler oplevelser om madens udseende, smag osv.
- Krop, sanser og bevægelse indeholder mange små elementer. Barnet skal både lære sin krop at kende og lære at kontrollere den. Et barn med god kropsbevidsthed er bedre til at tage tøj af og på og efterprøve legepladsen muligheder. Krop og bevægelse øves derfor, når barnet er på toilettet, tager sit tøj af og på eller tumler i madrasserne. Krop OG bevægelse er derfor både de små stille opgaver og de vilde lege inde som ude.
- Social udvikling skal bruges i hverdagen i relation til andre. Når en leg skal forhandles, når man er blevet uvenner, når man skal forstå andres reaktionsmønster. Sociale kompetencer er at kunne sætte sig i andres sted og vide, hvad man skal gøre for at få relationen til at lykkedes. Børn med gode sociale kompetencer har lettere ved at få gode relationer, hvilket er et vigtigt element i at kunne interagere med sin omverden. Sociale kompetencer øves hele tiden, men er især i fokus når børnene leger på med hinanden på egne præmisser. For at sikre den pædagogiske faglighed og sikre, at der bliver arbejdet målrettet med pædagogikken hen imod tydelige mål, skal der arbejdes med en tydelig metode. Ydermere er det vigtigt at der foreligger procedure for hvordan børnehuset handler og agerer i henhold til udsatte børn, børn med særlige behov, stærkt samarbejde, tidlig indsats m.m. Der afholdes jævnligt teammøder hvor børn gennemgås. Der benyttes et relationsskema, der skal sørge for at barn-voksenkontakten fastholdes eller genetableres hvis det konstateres, at denne er falmet. Hvert team skal mindst én gang om året gennemføre et projekt med hjælp fra husets planlægnings- og evalueringsguide. Dette sikrer en systematik i arbejdet og gør det nemmere at kvalificere eventuelle ændringer i praksis.