Københavns Kommune har Forældrepartnerskab som særligt pejlemærke.
Forældrepartnerskab skal forstås som et udvidet samarbejde mellem familie og institution. I Børnehuset Vestre Teglgade er forældresamarbejdet karakteriseret ved en høj grad af forældreinvolvering. Forældrene bidrager til afholdelsen af arrangementer ved at hjælpe med at arrangere, gennemføre og rydde op efter arrangementer. Der bruges derfor ikke unødige personaleressourcer ved disse forældrearrangementer. Vi ønsker at skabe et miljø, hvor vi er fælles om tingene, så der ikke opstår en kultur, hvor forældrene er tilskuere til deres barns institutionsliv. Arrangementerne er derfor båret af et fællesskab, hvor vi sammen skaber dagen i stedet for at forældrene kommer og ser passivt til, at børnene optræder eller fremviser. Forældrene har nogle gange ressourcer og specialviden vi benytter os af i huset. I øjeblikket benytter vi os af specialviden med hensyn til køkkendrift, og nogle forældre har været på besøg for at udbrede deres viden i forhold til f.eks. kroppen.
Vi har dialog og åbenhed som fokus for samarbejdet. Vi er altid åbne over for spørgsmål og kommentarer. Vurderer vi, at der er behov for en længere samtale, så aftaler vi det.
Da vi er et børnehus med både vuggestue og børnehave, søger vi at gøre overgangen mellem de to afdelinger så gnidningsløs som mulig. Vi afholder overleveringssamtaler hvor både vuggestue, børnehave og forældre deltager.
Vi forventer et åbent samarbejde med jer forældre. Vi opfordrer til, at I siger, hvis der er noget der undrer eller bekymrer jer. Samtidig kan I være sikre på, at vi også siger det højt, hvis vi undrer eller bekymrer os om Jeres barns trivsel eller udvikling. Vi inddrager jer også som ressource- og videns personer i samarbejde med det tværfaglige ressourceteam.